Hvilket tøj har man på til begravelse?

Det kan godt være svært at vælge det helt rette sæt tøj til en begravelse, da det er en meget højtidelig begivenhed, der for nogen kan være svær at navigere i. En begravelse er den sidste mulighed for at vise sin respekt og ære den afdøde, og det er derfor vigtigt, at du ser anstændig ud i kirken. Tidligere var det mere begrænset, hvad man kunne tillade sig at tage på, men i dag er der en mere afslappet norm omkring beklædning. Dog er en tommelfingerregel, at det er en god ide at bære sort eller mørkt tøj.

 

Hvad bør mænd tage på til begravelse?

Tidligere var det eneste, der var korrekt for mænd at tage på et sort jakkesæt, hvilket typisk blev kombineret med en høj hat. I dag ser man mange, der stadig vælger at klæde sig i sort jakkesæt, men tendensen er, at flere og flere vælger at klæde sig i pæne, sorte bukser samt polo eller skjorte. Tøjet, du vælger, behøver ikke nødvendigvis at være helt sort, men det er mere relevant, at det er mørke farver.

Skoene bør således også være i mørke nuancer i et minimalistisk design, der ikke skiller sig ud. Hvis der er tale om en urnenedsættelse på en skovbegravelsesplads, kan du med fordel vælge praktisk fodtøj og skifte til pæne sko efterfølgende, hvis du skal deltage i mindesammenkomsten.

 

Hvad skal kvinder tage på til begravelse?

Kvinder har historisk set altid båret en lang, sort kjole, men i dag er valget lidt mere frit. Kvinder har generelt flere muligheder end mænd, når det kommer til begravelsestøj, hvor der både kan vælges mellem kjole, nederdel, bukser eller buksedragt kombineret med en flot overdel.

Ligesom det er gældende for mænd, skal kvinder bære tøj i mørke, ensfarvede nuancer, der ikke skiller sig ud. I forhold til fodtøj findes der også en lang række muligheder for kvinder, men som tommelfingerregel er det en god ide at vælge mørke, diskrete sko. Hvis der er tale om en skovbegravelse, kan det være besværligt med sko med hæl, hvorfor det kan være en fordel at vælge flade sko.

Når nogen dør - 10 praktiske råd til pårørende