Hvad er en rustvogn?
En rustvogn er det specialbyggede køretøj, der bliver brugt til at transportere de afdøde. Rustvognen er bygget således, at den har mulighed for at transportere den afdøde i kiste fra dødssted til kapel.
Hvorfor hedder det en rustvogn?
Helt oprindeligt blev rustvognen kaldt for en ligvogn, men omkring starten af 1900-tallet vandt begrebet rustvogn indpas i Danmark. Der findes følgende forklaringer på, hvorfor man omkring denne tid ændrede begrebet:
- Rustvognen var oprindeligt brugt om et køretøj, der transporterede militærets udrustning, og når udrustningen var blevet afleveret, tog rustvognen ofte de faldne soldater med tilbage. Det var bl.a. herved, at ordet rustvogn blev relateret til døden.
- Tilbage til gammel tid opstod behovet for at transportere de døde i en vogn efter 1550, hvor det blev almindeligt at begrave de døde i kister. For at ære de afdøde blev disse vogne udrustet (udsmykket), når de skulle transporteres til kirkegården.
I 1926 kom den første rustvogn, som vi kender den i dag, til Danmark. I 1926 var det første gang man benyttede en bil til denne transport, der blev bygget som kopi af de tidligere hestetrukne rustvogne.